Fællesskab og traditioner

På Niels Brocks fire HHX-gymnasier prioriterer vi det gode studiemiljø. Vi har mange stolte traditioner, men der er altid plads til nye tiltag. Uanset hvilket gymnasium du går på, bliver du en del af et stærkt fagligt og socialt sammenhold. Her kan du læse mere om traditioner, fester og fællesskab.

Tre år med meget at se frem til

Et godt studiemiljø er en vigtig forudsætning for din læring, og gennem alle tre år har vi stort fokus på at skabe et stærkt socialt og fagligt fællesskab.

Fra mange års erfaring ved vi nemlig, at du lærer bedst, hvis du er glad for at gå i skole. Så glæd dig til spændende arrangementer, sjove traditioner og fede fester, som du kan læse mere om her.

Gallafest

Gallafest er en af gymnasiernes ældste traditioner. En gang om året møder festklædte afgangselever og undervisere op til en festlig middag, hvorefter alle andre elever, som har købt billet, kommer og tager del i festlighederne. Det er en uforglemmelig aften, som det kan betale sig at spare op til.

Niels Brock Cup

I Valby Idrætspark dyster alle gymnasiernes elever på tværs af årgange om at vinde turneringer i diverse aktiviteter til Niels Brock Cup.

Til hovedattraktionen, fodboldturneringen, stiller hvert gymnasium med to drengehold og et eller to pigehold  – og dem der ikke spiller sørger selvfølgelig for den gode stemning på lægterne.

Niels Brock Cup er stablet på benene i samarbejde med MegaBrockRådet og Fremad Valby.

Idrætsdage

En eller to gange årligt tager alle gymnasierne ud af huset til en aktiv dag i sportens tegn. Sammen laver vi aktiviteter, hvor vi dyster med og mod hinanden, mens vi får pulsen op. Det er en hyggelig og aktiv dag, der ryster os sammen på kryds og tværs.

En anden gammel Niels Brock tradition er vores ro-regatta, hvor Handelsgymnasiet JTPs klasser dyster mod hinanden og lærerne på vandet i nærheden af Fisketorvet ved Københavns Roklub.

Niels Brocks fødselsdag

Handelsmanden Niels Brock blev født den 19. marts 1731. Hvert år fejrer vi hans fødselsdag for at markere vores stærke tilknytning til hans arv og værdier.

På gymnasierne bliver dagen fejret med kage, flag og fællesskab. Dagen er en festlig påmindelse om Niels Brocks store indsats for handel, dannelse og uddannelse, som stadig sætter retning for os i dag.

MegaBrockRådet

På Niels Brock er vi glade for nye såvel som stolte traditioner. Her spiller MegaBrockRådet en afgørende rolle.

Rådet er elevernes eget studienævn, hvor elevrådsrepræsentanter fra alle Niels Brocks gymnasier mødes og taler om stort og småt. 

Det er i MegaBrockRådet, at nye initiativer som Niels Brock Fodbold Cup bliver skabt.

Stråhattedag

Stråhattedagen er en festlig markering af starten på eksamenstiden for de kommende studenter.

På sidste undervisningsdag før de skriftlige eksaminer mødes du med alle de andre afgangselever fra Niels Brock et sted i byen. Her vil I iklæde jer en stråhat som et symbol på, at I er afgangselever. 

Herefter går I samlet gennem byen eller sejler i Københavns kanaler. Optoget bliver ledsaget af musik, farver og fællessang, og når I når gymnasiet for at finde ud af, hvilke eksamener I skal til, bliver I mødt af et stort, begejstret publikum.

Podcast: På sporet af Niels Brock

"På sporet af Niels Brock" er en podcastserie i syv afsnit, der tager dig med gennem Københavns gader i jagten på historien om storkøbmanden Niels Brock. I serien kobles fortid og nutid – og du får indsigt i, hvordan hans arv blev til den handelsskole, vi kender i dag. Podcasten indgår i nogle fag som en del af undervisningen.

Du kan finde podcasten på din foretrukne podcast app. Podcasten er produceret af MonoMono.

Studietur

En af Niels Brocks værdier er, at vi har internationalt udsyn. Derfor skal du selvfølgelig også på studietur til udlandet. Destinationen afhænger af den studieretning, du går på. Studieturene går blandt andet til Frankfurt, Bruxelles, Amsterdam – eller Berlin, hvor billederne her er fra. 

Juleafslutning

Hvert gymnasium har deres egne juletraditioner. Nogle spiser morgenmad i klasserne, og andre mødes til en afsluttende og traditionsrig julebanko. Her ønsker vi hinanden en god juleferie.

Dimission

Efter tre år i gymnasiet får du din studenterhue.

Når din sidste eksamen er overstået, og du har fået din studenterhue solidt plantet på hovedet, fejrer vi det med pomp og pragt i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Herefter er der studenterkørsel med besøg hos dine og klassekammeraternes stolte familier.

Listen af arrangementer er lang

Glæd dig til Niels Brocks mange aktiviteter og traditioner i løbet af skoleåret. Lige fra virksomhedsbesøg og fredagscaféer til idrætsdage, Halloweenfester og juleafslutninger. Vi er stolte af vores traditioner – og af vores engagerede elever, der bidrager med nye tiltag og arrangementer, som skaber et godt studiemiljø.