Studie- og ordensregler

Niels Brocks studie- og ordensregler skal medvirke til at opfylde uddannelsesformålene og bidrage til et godt undervisningsmiljø og en god trivsel for vores elever. Reglerne gælder for alle skolens elever og er fastsat efter drøftelser med blandt andet gymnasiernes fælleselevråd, MegaBrockRådet, og er godkendt af Niels Brocks bestyrelse. Læs mere her.

Sidens indhold

Alle elever bliver informeret om studie- og ordensreglerne ved skoleårets start og bliver gjort opmærksomme på vigtigheden af at overholde dem.

Ønsker du at gå på Niels Brock, træffer du et aktivt valgt om at blive en del af Niels Brocks historie, værdisæt og traditioner, som der er blevet værnet om på tværs af generationer.

Hold øje med dine indbakker

Som elev på Niels Brock du forpligtet til at holde dig underrettet om alle forhold i forbindelse med din skolegang. Vi forventer, at du tjekker din mail og mitnielsbrock.dk dagligt, og at du også holder øje med informationsskærmene.  

Husk, at der også bliver sendt post til dig via din e-Boks eller Digital Post, som du skal tjekke. Hvis du er under 18 år, modtager dine forældre også post i deres e-Boks eller Digital Post.

Du kan derfor ikke fraskrive dig dit ansvar i en eventuel situation med begrundelse om, at du ikke har læst din mail, digitale post eller kigget på mitnielsbrock.dk.  

Det er vigtigt, at du reagerer på de breve, vi sender til dig i e-Boks. Er du tilmeldt skolens SMS-service, skal du huske at reagere på de beskeder, som Niels Brock sender til dig. 

Studieregler

Niels Brocks studieregler handler om dine forpligtelser i relation til din uddannelse, herunder mødepligt og aktiv deltagelse i undervisningen.

Her kan du læse en grundig beskrivelse af de regler og procedurer, som gælder ved fravær og forsømmelser:

  • Du skal deltage aktivt i undervisningen. Det gælder, uanset om undervisningen foregår på eller uden for skolens område, herunder ved projektarbejde, virtuelt arbejde, ekskursioner eller lignende 
  • Du skal aflevere dine skriftlige opgaver rettidigt – og du må ikke snyde eller udvise lignende uretmæssig adfærd. Opgaverne skal kvalitativt og kvantitativt følge de krav, der er fastsat
  • Kommer du bagud med dine afleveringer, kan din lærer eller din studievejleder bede dig om, at du møder i studie-/lektiecaféen for at indhente det forsømte. Manglende fremmøde i studie-/lektiecaféen tæller som fravær. Dine lærere følger løbende op på, om du besvarer og afleverer stillede opgaver, og det indgår i vurderingen af, om du lever op til reglerne og skolens krav om studieaktivitet. Lærerne oplyser den forventede arbejdsbyrde, når opgaver bliver udleveret 
  • Hvis du er i tvivl om, hvorvidt noget er at betragte som snyd, skal du altid spørge din lærer. Det bliver betragtet som snyd, hvis du: 
    • afleverer en opgave, som helt eller delvist er skrevet af efter en anden, eller er oversat af en maskine som Google Translate
    • har plagieret eller kopieret en anden elevs opgave og afleveret den som din egen
    • låner din opgave ud til andre elever
    • er vidende om, at dine klassekammerater plagierer eller kopierer helt eller delvist fra dit arbejde og afleverer det som deres eget
    • i din opgave helt eller delvist afskriver kilder, som ikke er opgivet. Er der tale om kortere afsnit, er det læreren, der vurderer i hvilken grad, der er tale om overtrædelse af reglerne. Som minimum vil det påvirke din karakter i negativ retning
    • bruger AI-tekstgeneratorer som ChatGPT til besvarelse af opgaver.

Du skal til enhver tid deltage i terminsprøver, årsprøver og andre interne prøver, medmindre der er god grund til, at du ikke kan deltage.

Snyd til eksamen eller andre prøver er en overtrædelse af studie- og ordensreglerne, og du kan derfor blive sanktioneret.

Studieaktivitet

Studieaktivitet betyder, at du skal møde til tiden til undervisningen, aflevere dine opgaver til tiden, og at du skal møde forberedt op, så du kan bidrage aktivt i timerne.

Studieaktivitet dækker også over forskellige forhold, som alle er vigtige for, at du kan få det bedste ud af din uddannelse – som for eksempel at bidrage til den sociale og faglige trivsel på skolen.

Vi forventer, at du er studieaktiv, og at du møder op til undervisning og andre obligatoriske aktiviteter.

Ordensregler

Ordensreglerne handler om orden og samvær i forbindelse med undervisningen – både på og uden for skolen. Ordensreglerne omfatter også din adfærd i din fritid, hvis din adfærd har negativ indflydelse på undervisningsmiljøet og dit samvær med andre på skolen. 
 
På Niels Brock skal alle opføre sig ordentligt, og vi er alle forpligtede til at sikre den gode orden og det gode samvær. Relationen til hinanden skal være respektfuld – både mellem elever og til medarbejdere på skolen. Du skal følge konkrete anvisninger, uanset om de bliver givet mundtligt eller skriftligt. 
 
På Niels Brock gælder overordnet, at vi:

  • taler pænt, ordentligt og respektfuldt til og om hinanden
  • med vores adfærd udviser respekt for skolen, eleverne og medarbejdere og anerkender, at skolen er en arbejdsplads, hvor støjende adfærd ikke er passende
  • værner om skolens fysiske ressourcer, lokaler, inventar, faciliteter og fællesarealer – inde som ude
  • rydder op efter os selv og sorterer affald i de rette beholdere
  • vi klæder os, som vi vil, men vi tænker over, hvorvidt vores tøjvalg kan virke stødende eller krænkende på andre 
  • ikke accepterer voldelig eller truende adfærd
  • ikke accepterer rygning, indtagelse, besiddelse eller salg af alkohol, tobaksvarer og andre rusmidler

Sociale og faglige relationer på Niels Brock er præget af en god tone, gensidig respekt og tolerance. Derfor er ingen former for mobning accepteret – hverken i det fysiske eller det digitale rum. 

Røg- og nikotinfri skoletid 

Niels Brock har en røg- og nikotinfri skolepolitik, der er gældende for alle elever og ansatte i skoletiden og på studieture.

Politikken understøtter både sundhed og trivsel ved at fjerne tobak- og nikotinprodukter på skolens område og i tilknytning til alle aktiviteter. 

Alkohol- og rusmiddelpolitik 

Alkohol og andre rusmidler er ikke tilladt i skoletiden, og overtrædelse vil resultere i sanktioner. 

En stor del af unges alkoholindtag sker uden for skolen, og derfor er dialogen og samarbejdet med dig og dine forældre afgørende.

Sammen med elever og forældre ønsker Niels Brock at skabe en sund alkoholkultur for at undgå, at alkoholindtaget skubber jer ud i utrygge rammer.

Undervisning uden forstyrrelser

For at du og dine klassekammerater har de bedste betingelser for at lære så meget som muligt, er det nødvendigt at kunne koncentrere sig og fordybe sig.

Derfor er det meste af skoledagen mobilfri, og skolen har blokeret for adgang til hjemmesider og sociale medier, der primært hører fritiden til. Sådan sikrer vi nærvær, ro og rammer om det, der er vigtigst: Din læring, trivsel og dannelse.
  
Overholder du ikke reglerne, kan du blive sanktioneret.

Særligt for udlandsophold

I mange andre lande er tolerancen og frihedsgraden for unge mennesker ganske anderledes end i Danmark. Som elev har du pligt til umiddelbart og loyalt at følge de konkrete anvisninger, som partnerskolen og din værtsfamilie giver dig for at sikre god ro og orden på skolen – uanset om anvisningerne bliver givet skriftligt eller mundtligt.

I tilfælde af overtrædelse af studie- og ordensreglerne vil gymnasiet mundtligt eller skriftligt sanktionere dig. Det kan for eksempel betyde hjemsendelse for egen regning. 

På Niels Brock har vi af hensyn til tryghed, forsikring og sikkerhed vedtaget, at rejseretningslinjerne omfatter, at eleverne rejser ud og hjem sammen. Det betyder, at eleverne ikke kan fortsætte rejserne videre alene.

IBB-studieopholdet

IBB-studieopholdet på henholdsvis 8 og 16 uger indgår i den almindelige skoletid, og derfor er alkoholindtagelse eller brug af euforiserende stoffer ikke tilladt. 
 
I USA må du for eksempel ikke indtage alkohol, før du er 21 år. Indtager du alkohol i USA og er under 21 år, kan det medføre fængselsstraf.  
 
Vær særligt opmærksom på curfew. Du skal til enhver tid overholde de lokale retningslinjer for, hvornår du skal være hjemme. 
 
Husk også det, du har lært i Kulturforståelse, og vis respekt for den kultur, du er i. Det er dig, der er gæst, og du kommer altid længst med at være høflig.  Tal og opfør dig ordentligt, og tilpas dig kulturen i det land, du opholder dig i.

Øvrige ordensregler

  • Lyd- og billedoptagelser, herunder videreformidling og deling af andres private forhold (eller omstændigheder, hvor andre kan forlange sig unddraget), må ikke finde sted. Det gælder navnlig optagelser med et indhold, der kan krænke blufærdigheden eller andres personlige integritet. Det er generelt ikke tilladt at optage andre på Niels Brock uden samtykke.

Se mere i vores politik om Digital dannelse på mitnielsbrock.dk.

  • Niels Brock er en verdslig skole. Derfor må religiøs forkyndelse, rituel gudsdyrkelse og lignende ikke blive praktiseret på skolen.

  • Tilskyndelse eller påvirkning til ekstreme eller fundamentalistiske holdninger og adfærd i strid med uddannelsesformålene – eller anden adfærd, der kan fremme sådanne holdninger eller fremme social kontrol af andre elever – er uacceptabelt.

Overordnet gælder det, at vi, som Niels Brocks værdisæt foreskriver, behandler vi alle med respekt og opfører os ordentligt i alle relationer.  
 
Vores værdier er også fremhævet i Elevhåndbog HHX og EUX, hvor du kan læse mere om vores normer for orden og samvær.

Overtrædelse af studie- og ordensregler

Som elev har du pligt til – umiddelbart og loyalt – at følge de konkrete anvisninger, som skolen giver dig for at sikre god ro og orden – uanset om anvisningerne bliver givet skriftligt eller mundtligt. 
 
I tilfælde af overtrædelse af studie- og ordensreglerne kan skolen sanktionere skriftligt eller mundtligt. Skolen afgør ud fra karakteren og graden af overtrædelsen, hvilke handlinger der bliver igangsat.

Partshøring 

Inden sanktionering modtager du et brev om den påtænkte sanktionering, så du bliver partshørt forud for rektors afgørelse. Efter partshøring træffer rektor sin afgørelse. Træffer rektor afgørelsen om at sanktionere en overtrædelse, modtager du brev herom. 
 
For elever, der er undergivet forældremyndighed, inddrager og informerer skolen forældremyndighedens indehaver. 
 
Er studie- og ordensreglerne overtrådt, mens du er i oplæringsforløb, har skolen pligt til at underrette din oplæringsvirksomhed.

Skriftlig advarsel 

I tilfælde af overtrædelser af studie- og ordensreglerne kan der – på baggrund af individuel vurdering – blive givet en skriftlig advarsel. 
 
En advarsel bortfalder efter et år. Advarsler om snyd og lignende uretmæssig adfærd består.

Andre sanktioner 

Niels Brock kan træffe afgørelse om at iværksætte følgende sanktioner ved overtrædelse af studie- og ordensreglerne:

  • Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete eller typer af arrangementer og aktiviteter
  • Midlertidig udelukkelse fra undervisning i op til 10 skoledage. Skolen registrerer fravær under udelukkelsen
  • Forbud mod, at du i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender nærmere bestemte private genstande eller typer af genstande, herunder mobiltelefon eller lignende kommunikationsmiddel, under dit ophold på skolen og i undervisningen, når dette er ordensmæssigt eller pædagogisk begrundet
  • Tilbageholdelse af en eller flere af dine private genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel i normalt op til et døgn.  
  • Du er forpligtet til umiddelbart at aflevere den eller de genstande, som skolen har besluttet at tilbageholde, til skolen.  
  • Hvis du ikke opfylder denne forpligtelse, kan skolen træffe beslutning om at iværksætte en relevant sanktion herfor. Dette fritager dig dog ikke fra pligten til at aflevere genstanden.  
  • Tilbageholdelsen kan, af praktiske eller pædagogiske grunde, opretholdes ud over det tidspunkt, hvor skoledagen ophører
  • Er du HHX-elev, kan du skulle aflægge prøve i et eller flere fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin i det pågældende år – uanset om du bliver udtrukket til at aflægge prøve i faget eller fagene. Dette gælder navnlig ved alvorlig eller gentagen snyd eller lignende uretmæssig adfærd
  • At du mister retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år eller førstkommende eksamen, hvis skolen træffer beslutning om, at du, på trods af en eller flere manglende prøver, kan oprykkes til næste klassetrin
  • Bortvisning fra skolen/afdelingen og overflytning til en anden institution/anden afdeling med henblik på, at du gennemfører din uddannelse dér. Overflytning til en anden institution sker efter forudgående aftale mellem institutionerne. Hvis du har tilsagn om overflytning til en anden institution, flytter skolen dig til denne institution. Skolen kan kun træffe beslutning om overflytning, hvis overflytning ikke tidligere er anvendt over for dig 
    Permanent bortvisning fra uddannelsen.

Midlertidig hjemsendelse eller begrænset adgang til skolen 

Skolen kan som en foreløbig foranstaltning beslutte, at du bliver hjemsendt midlertidigt, blandt andet mens en sag af særlig grov forseelse bliver undersøgt nærmere, og at du derfor ikke må være til stede på skolen. Skolen kan også beslutte, at du kun må være til stede med begrænset adgang på skolen i et nærmere bestemt omfang. Det gælder i situationer, hvor:

  • Skolen anser det for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på skolen, for eksempel hvor en voldelig, truende eller ulovlig handling er anmeldt til politiet
  • Skolen anser det for påkrævet for umiddelbart at opretholde ordenen og samværet på skolen, samt andre elevers og ansattes deltagelse i undervisningen

Betinget sanktion 

Niels Brock kan gøre sin afgørelse betinget af, at du ikke igen overtræder skolens studie- og ordensregler, eventuelt i en nærmere fastsat periode. Skolen kan fastsætte nærmere vilkår for en betinget sanktion, som er pædagogisk begrundet. Det gælder for eksempel:

  • Inden en nærmere frist udbedrer du skadevirkningerne af din overtrædelse af studie- og ordensreglerne
  • Inden en nærmere frist gennemfører du på en tilfredsstillende måde bestemte aktiviteter eller lignende, som er egnede til at forebygge, at du gentager overtrædelsen eller handlingen

Særligt om fravær 

På uddannelsen er der fremmødepligt, og du har pligt til at være studieaktiv. Skolen registrerer din deltagelse i undervisningen og aflevering af skriftlige opgaver digitalt i overensstemmelse med lovgivningen din studieaktivitet.  
 
Du har mulighed for at kontrollere og at afgive bemærkninger til registreringen af din egen deltagelse i undervisningen digitalt. 
 
Niels Brock reagerer hurtigt på elevers manglende studieaktivitet, så vi kan få rettet op det. Husk, at orientere din studievejleder eller lærer, hvis du er syg. Bliver det vurderet, at der er behov for lægeerklæring som dokumentation for dit fravær, skal du selv betale udgiften. 
 
Hvis du ikke møder op på uddannelsen, forsømmer undervisning over en længere periode og ikke reagerer på vores henvendelser til dig, bliver du betragtet som udmeldt.

Særligt om plagiat (AI) 

Du skal være opmærksom på, at brug af AI-tekstgeneratorer som for eksempel ChatGPT er forbudt i forbindelse med eksamens- og afleveringsopgaver. 
 
Til prøverne anvender Niels Brock ExamCookies, der kan opdage, hvis du tilgår forbudte hjælpemidler. Herudover kan censorerne indberette deres formodning om snyd. 
 
Eksamenssnyd kan blive sanktioneret med karakteren -3 eller bortvisning fra prøven. Bliver du bortvist fra prøven, skal du til en sanktionsprøve i den næste termin. Du bliver dermed et år forsinket med din ungdomsuddannelse. 
 
I tillæg til ovenstående sanktion kan du blandt andet blive sanktioneret med en skriftlig advarsel eller en bortvisning fra institutionen eller uddannelsen. 
 
Bliver du bortvist fra institutionen og overflyttet til en anden institution, vil det være den nye institution, som skal tilbyde dig en sanktionsprøve. 
 
Der er ingen sanktionsprøve, hvis du bliver permanent bortvist fra uddannelsen, da du i så fald ikke længere er indskrevet på en ungdomsuddannelse.

Særligt om erstatning for hærværk 

Begår du hærværk på skolens faciliteter, møbler, gardiner, maler graffiti eller lignende, vil skolen – udover at træffe afgørelse efter studie- og ordensreglerne – kunne holde dig erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler. 
 
Det vil sige, at du skal betale for det, du har ødelagt. 
 
Har du for eksempel ødelagt en sofa, kan skolen kræve sofaens genanskaffelsesværdi eller reparationsudgifter erstattet. 
 
Visse former for hærværk kan også resultere i politianmeldelse. 
 
Skolens videoovervågning kan blive brugt til opklaring, eventuel politianmeldelse og/ eller erstatningskrav. 
 
Skolen kan i visse tilfælde tilbyde, at du får mulighed for selv at udbedre skaderne eller aftage (købe) den ødelagte genstand, og dermed undgå erstatningsansvaret. På samme måde kan skolen vælge at gøre sin sanktion om advarsel, permanent bortvisning med videre betinget jævnfør ovenstående afsnit om betinget sanktion. 
 
Særligt om skolebaseret oplæring (EUX) 
Elevers manglende deltagelse i den lovpligtige skolebaserede oplæring bliver sidestillet med manglende studieaktivitet og vil blive sanktioneret herefter. Det gælder for eksempel:

  • Manglende deltagelse i den lærepladsopsøgende indsats
  • Manglende registrering som lærepladssøgende
  • Afvisning af læreplads. 

Nægtelse af oprykning til næste klassetrin (HHX)

Niels Brock tager ved skoleårets afslutning stilling til, om du bliver nægtet oprykning til næste klassetrin. 
 
Skolen beregner det karaktergennemsnit, hvis det er under 2, som et uvægtet gennemsnit af de karakterer, der i det pågældende skoleår er opnået i officielle prøver til eksamen, samt interne prøver ved afslutningen af det pågældende skoleår.  
 
I uddannelserne til studentereksamen medregner skolen dine standpunktskarakterer ved skoleårets afslutning, samt på første skoleår karaktererne i de afsluttende, interne prøver i de forløb, der er nævnt i lovens § 21, stk. 3. 
 
Niels Brock kan på grundlag af en faglig vurdering træffe afgørelse om, at du skal gå det klassetrin om, som du senest har gennemført.  
 
Det er en forudsætning for afgørelsen, at du ikke bliver mere end 2 år forsinket med at fuldføre din uddannelse, og at du ikke tidligere er nægtet oprykning til samme klassetrin. I det tilfælde udskriver skolen dig fra uddannelsen.  
 
Afgørelsen om, hvorvidt du skal gå et klassetrin om eller skal udskrives, bliver truffet samtidig med afgørelsen om at nægte dig oprykning til næste klassetrin.

Klage 

En klage over en afgørelse truffet på baggrund af skolens studie- og ordensregler skal indgives til skolen af den, som afgørelsen vedrører. Af skolens svar på klagen fremgår det, om klagen kan indbringes for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Af svaret vil tillige følge klagevejledning til den konkrete afgørelse. 
 
For alle klagefrister gælder, at et fysisk brev skal være skolen i hænde senest ved kontortids ophør kl. 14:00 den dag, hvor fristen udløber.  
 
En klage afsendt med digitale meddelelser skal være modtaget inden midnat kl. 23:59 det døgn, hvor klagefristen udløber.

Lovhjemmel 

I henhold til lov om de gymnasiale uddannelser (jævnfør lovbekendtgørelse nr. 1375 af 24. juni 2021) og bekendtgørelse om studie- og ordensregler med videre i de gymnasiale uddannelser (bek. nr. 1338 af 9. december 2019), samt Bekendtgørelse af lov om erhvervsuddannelser (lbk. nr. 1868 af 28. september 2021) og Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser (bek. nr. 1619 af 27. december 2019.) 

Til elever på Niels Brock

Her har vi samlet vigtige informationer, som du skal vide som elev på Niels Brock. Du kan blandt andet finde vores studie- og ordensregler, alkohol- og rusmiddelpolitik og antimobbestrategi.

Læs mere

Har du spørgsmål?

Her finder du kontaktoplysninger til vores afdelinger, så du nemt kan komme i kontakt med den rette person. Vi står klar til at hjælpe dig med vejledning og svar på dine spørgsmål.

Kontakt os