Voksenelever

I reglerne for elevuddannelser er voksenelever alle over 25 år. Der gælder særlige regler for deres uddannelsesforløb, antallet af skoleuger, ansættelsesperiode og løn. Vi har samlet de relevante informationer nedenfor, samt lavet en kort video om realkompetencevurderingen.

Informationer om voksenelever

Alle elever over 25 år der starter en erhvervsuddannelse på Niels Brock, får lavet en RKV. Hvis I overvejer at ansætte en elev over 25 år, uden et realkompetencebevis, skal I bede eleven tilmelde sig en realkompetencedag hos os inden ansættelsen. Det er jeres garanti for, at ansættelsesperioden og antallet af skoleuger er korrekt. Resultatet af en RKV kan være, at eleven slet ikke må ansættes i et elevforløb grundet tidligere uddannelse. Se mere i videoen nedenfor.

Kontakt vores vejledningscenter, hvis I har spørgsmål til RKV på voksen.vejledning@brock.dk

Den samlede ansættelsesperiode er ikke nødvendigvis 2 år for en voksenelev. Det afhænger af en individuel vurdering, som fremgår af elevens realkompetencevurdering. Så det er en god idé at tjekke den, før I laver en uddannelsesaftale.

Der er særlige højere løntakster for voksenelever. Du kan læse de præcise takster her på HKs hjemmeside.

For voksenelever er antallet af skoleuger individuelt. De skal minimum reduceres med 10% ift. andre elever, men på baggrund af en realkompetencevurdering kan dette tal forøges yderligere. Antallet af skoleuger fremgår af voksenelevens realkompetencevurdering.

Kort video om realkompetencevurdering