Elevhåndbog HHX

Vi vil gerne byde dig varmt velkommen til Niels Brock. Vi både håber og forventer, at vi får tre rigtig gode år sammen. Vi vil gøre vores bedste for at udfordre og inspirere dig, så du kan udfolde dit faglige og personlige potentiale bedst muligt.

Vi har høje forventninger til din indsats og din indstillinger attitude. Først og fremmest at du respektfuldt tager ansvar for, at gymnasiet er et godt sted at lære, både for dig selv, for andre og for gymnasiet som helhed. Derfor har vi få men væsentlige regler, som bidrager til, at alle kan se frem til en rigtig god tid på Niels Brock:

Udvis respekt – opfør dig ordentligt, både over for dine kammerater og over for dine lærere. Lav dine lektier, aflever dine opgaver, kom til tiden og hav kun fravær ved sygdom. Bidrag aktivt og tag ansvar i hverdagen. Gymnasiet er det, vi hver især gør det til.
Udvis mod, eksperimenter og tag chancer – det er helt i orden at fejle. Det lærer man mere af end ved at gentage noget, som allerede er lært én gang. Lærerne skal nok guide dig undervejs.

Særligt i begyndelsen guider dine lærere og tutorer dig, så du lærer os godt at kende. Men derudover har vi samlet en række guidelines og praktiske oplysninger i denne elevhåndbog. Vi opfordre dig til, at du læser den igennem allerede nu, så du kender den, når du får behov for at finde specifik information på et senere tidspunkt.

Alle der arbejder på Niels Brocks gymnasier glæder sig til at tage imod en ny generation af gymnasieelever Vi er stolte af og bevidste om det ansvar, det er at blive en del af dit liv i disse tre vigtige år i dit liv. Vi har viden, erfaring og engagement som sammen med din aktive deltagelse helt sikkert kan føre til en spændende fremtid.

De bedste hilsener

Birgitte Faber Rektor Det Internationale gymnasium

Pil Paltorp  Rektor Innovationsgymnasiet

Peter Westergaard Rektor Handelsgymnasiet JTP

Dorthe Heide Rektor Nørre Voldgade Handelsgymnasium

Helle Solbjørn Weismann (konst. leder) 2-årig HHX

 

I 1881 grundlagde handelsmanden Niels Brock en uddannelsesinstitution, der kom til at bære samme navn. I løbet af årene er der sendt mange dygtige studerende videre i livet. I dag er Niels Brock ikke kun Danmarks største handelsgymnasium -det er også en af Danmarks suverænt største uddannelsesinstitutioner med erhvervsrettede uddannelser i både ind- og udland. Udover gymnasieuddannelser udbyder Niels Brock også erhvervsuddannelser, efteruddannelse, samt internationale uddannelser i samarbejde med udenlandske universiteter og skoler. 

Kontrakten med Niels Brock

På Niels Brocks handelsgymnasier har vi et stort udvalg af studieretninger. Vi ønsker at imødekomme dine interesser og give dig de bedste muligheder. Nå du melder dig en profil på Niels Brock, garanterer vi det lovede antal timer og inspirerende undervisning af kompetente lærere. 

Vi kræver også en del af dig, vi stiller dygtige lærere og gode rammer for undervisningen til rådighed, men en studenterhue er ikke noget man bare får – der skal benhårdt arbejde til. Netop derfor forventer vi også meget af dig. Du skal komme forberedt til timerne, deltage aktivt i undervisningen og de mange tværfaglige projekter.

Vi har klare forventninger om, at du vil gøre dit bedste for at lære så meget som muligt, mens du går på Niels Brock. Din uddannelse har højeste prioritet for alle vores ansatte, men du har også selv et stort ansvar for et godt resultat.

Vi forventer, at du er aktiv og engageret i alle arbejdsprocesser, og at du samarbejder respektfuldt og målrettet med dine kammerater og lærere. Vi forventer også, at du er aktiv og interesseret i det sociale liv på gymnasiet – både i og uden for undervisningstiden. Endelig forventer vi, at du er med til at passe på de fysiske rammer og udstyr.

Særligt at være ”Brock’er”

Niels Brocks handelsgymnasier stræber efter at være elevernes selvfølgelige valg, når det gælder uddannelse. Ligeledes ønsker vi, at dimittender fra Niels Brock er det foretrukne valg, når virksomheder skal rekruttere dygtige medarbejdere.

Niels Brocks værdier udspringer af en demokratisk og europæisk kultur og er grundlaget for Niels Brocks ambition om, at det skal være noget særligt at være ”Brock’er”.

Niels Brocks handelsgymnasier har som mission at uddanne selvstændige, kompetente og studieegnede elever, der med fokus på handel og samfund vil tage en videregående uddannelse eller starte egen virksomhed. Vi ønsker at give vores elever de bedste faglige og sociale muligheder. Samtidig skal gymnasiet være et rart sted at være for alle, både når det gælder om at lære og møde nye mennesker.

Ligesom for købmanden Niels Brock i 1700-tallet er det afgørende for Niels Brock i dag at gøre en forskel. Og stadig er det gode købmandsskab et ideal og en ledestjerne for vores merkantile uddannelser og for driften af Niels Brock.

Vi ved, at det er vigtigt at holde fast i værdierne, og derfor er købmanden et forbillede for det moderne Niels Brock:

  • Vi er stolte af vores historie, og vi ved, at navnet Niels Brock forpligter.

  • Vi behandler alle med respekt og opfører os ordentligt i alle relationer.

  • Vi gør os umage.

  • Vi er erhvervslivets gymnasium, og vi er professionelle.

  • Vi er globale og entreprenante.

Den brockske forskel betyder for vores elever, at de kan være sikre på kvaliteten, og at de vil opleve et særligt engagement i deres uddannelse.

Dimission

Årsafslutningen og udlevering af eksamensbeviser finder sted på Børsen. Alle afgangselever bliver inviteret sammen med 2 familiemedlemmer. Det er en gammel og

højtidelig tradition, at vi samles i Børsens smukke lokaler og får en flot afslutning på jeres gymnasietid.

Dimittendfest

Når eksamenerne på 3. år er vel overstået, holder gymnasierne hver deres dimittendfest. En begivenhed, som vi og alle afgangseleverne og ser frem til. Det er en særlig aften, hvor der er lejlighed til at mindes og fortælle historier og glæde sig over alt det nye der skal ske til at ske i jeres liv.

Elevcafé/fredagscafé

Festudvalgene på de tre gymnasier afholder fredagscaféer i løbet af skoleåret. Fredagscafeerne starter typisk ved 14-15 tiden og de lukker kl. 18.00. Datoerne offentliggøres på mitnielsbrock.dk og på FaceBook af festudvalget på de lokale gymnasier. De lokale festudvalg gør et stort arbejde med at arrangere fredagscafeerne. Vis respekt for arbejdet, deltag i arrangementerne med godt humør og ansvarlighed – og meld dig indimellem til at være med til at rydde op og gøre rent.

Fest

Udover fredagscafeerne så holder gymnasierne også fester. Festerne er for eleverne på de enkelte gymnasier og holdes dels på gymnasierne og dels ude i byen. Der er eksterne vagter tilstede ved alle fester. For at kunne købe billet og deltage, skal du også have et gyldigt studiekort med, som du bliver bedt om at vise vagterne.

Gallafest

Det er en af gymnasiernes ældste traditioner. Festklædte elever og undervisere mødes til en festlig og glad middag, hvorefter alle andre elever, som har købt billet, kommer til festen. Det er en uforglemmelig aften, som det kan betale sig at spare op til. Mere info følger på det enkelte gymnasium.

Idrætsdag

I starten af undervisningsåret er der idrætsdag for elever på skolen, hvor klasserne konkurrerer mod hinanden. De forskellige klasser konkurrerer i flere sportsgrene som f.eks. fodbold, rundbold eller lignende. Har du ikke selv lyst til at deltage i de fysiske udfoldelser, er der også brug for glade publikummer og gode heppekor.

Introfest

Undervisningsårets første arrangement er introfesten. Der holdes introfest på hvert gymnasium og her kan du møde alle eleverne på dit gymnasium i festligt lag. Mere info følger på det enkelte gymnasium

Introtur

På introturen der du de topmotiverede tutorer fra 2. årsklasserne. Tilsammen sørger I for at I får nogle gode dage med et spændende, fagligt og sjovt program, hvor I gennem teambuilding-øvelser lærer hinanden bedre at kende. Introturen er kun for 1. års elever. Der er særlige ordensregler for deltagelse i introturen som du og dine forældre bliver bekendt med, inden introturen i august/september.

Juleafslutning

På forskellig vis giver julemåneden anledning til en række forskellige arrangementer og traditioner på de enkelte gymnasier. I år er juleafslutning den 20. december 2017.

Ro-regatta

En gammel Niels Brock tradition er vores fornøjelige ro-regatta. Hvert år dyster hvert gymnasiums klasser mod hinanden og lærerne på vandet i nærheden af Fisketorvet ved Københavns Roklub. Der er høj stemning og en del vand både under og i bådene.

Adresseændring

Hvis du i løbet af skoleåret ændrer adresse, skal du straks meddele det til folkeregisteret. Herefter vil skolen automatisk modtage din nye adresse. Hvis din værge skifter adresse, vil elevcentret gerne have besked om det.

Aflyste timer

Hvis en lærer er fraværende i en kortere periode, vil din klasse normalt ikke få en vikar. Vi vil i alle tilfælde forsøge at flytte timer eller arrangere anden undervisning, så du undgår mellemmoduler.

Hvis morgentimer aflyses, vil du så vidt muligt få besked via sms. Husk derfor at opdatere dine kontaktinformationer på mitnielsbrock.dk.

Aflyste moduler genlæses, og vi sikrer således, at du får alle de moduler, du skal have i alle dine fag i igennem de tre år.

Bibliotek

Niels Brock har et bibliotek på Julius Thomsens Plads 10, hvor du har adgang til håndbøger, leksika, aviser, faglitteratur og danske og udenlandske tidsskrifter primært inden for merkantile område. Du har også adgang til bibliotekets mange online-services via mitnielsbrock.dk.

Computer og brug af mobile enheder

På Niels Brock forventer vi, at du har en bærbar computer, da den er et centralt og afgørende arbejdsredskab for at kunne følge og forberede dig til undervisningen. Opgaver gives og afleveres via mitnielsbrock.dk. Meget kommunikation sker også digitalt, ligesom langt de fleste undervisningsmaterialer ligeledes er digitale.

Indimellem planlægger lærerne aktiviteter, som ikke involverer brug af computer. I de situationer forventer vi, at du lukker den, så den ikke forstyrrer.

Samme regler gælder for brugen af mobile enheder med internetadgang. Det kan ske, at lærere inddrager muligheden for mobil netværksadgang i undervisningen, men det er hovedreglen, at mobile enheder ikke benyttes i undervisningen – heller ikke som lommeregner eller lignende. Erfaringen er, at det går ud over både din og dine kammeraters koncentration.

Ekskursioner/arrangementer

Hvis der i undervisningen er indlagt ekskursioner som for eksempel biografture eller besøg på museer og virksomheder, forventer vi, at du deltager. Der er mødepligt til arrangementerne, også selvom der er en deltagerbetaling til arrangement, transport eller forplejning. Beløbet vil være forskelligt afhængigt af, hvad I deltager i, dog max. 80 kr. pr. ekskursion. .

Digitale bøger

På de fleste studieretninger på Niels Brocks handelsgymnasier bruger vi digitale bøger fra danske og udenlandske forlag. Du har adgang til bøgerne med dit Uni-login. Visse af de digitale bøger, vil der være adgang til fra mitnielsbrock.dk.

Elevfoto

Efter du har valgt studieretning i oktober og vi har etableret de nye studieretningsklasser så bliver der taget klassebilleder. Hvis du vil have klassebillede og personportrætter, skal du selv betale.

Elevråd

Elevrådet er elevernes talerør over for skolens ledelse. I løbet af august vælger hver klasse en repræsentant og en suppleant til elevrådet. Elevrådet vælger selv formand og næstformand. Elevrådet nedsætter desuden en række underudvalg. Skolen stiller et lokale til rådighed til elevrådets arbejde. Hvis møder i elevrådet foregår i undervisningstiden, sørger elevrådsformanden for at melde til elevcenteret, hvem de deltagende elever er, så de ikke får fravær.

Bekendtgørelse om elevråd ved institutioner for almengymnasial uddannelse, almen voksenuddannelse eller erhvervsrettet uddannelse samt private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen,https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=145142

E-boks

Det er vigtigt at du får oprettet din e-boks og vænner dig til at checke for post regelmæssigt. Alle officielle breve/information fra gymnasiet til dig, vil tilgå din e-boks. Det gælder f.eks. brevet om at du er optaget på gymnasiet, men også breve om fravær, advarsler og partshøringsbreve i forbindelse med bortvisning. Er du over 18 går al information kun til dig, er du under 18 vil dine forældre i visse sammenhænge også blive informeret.

E-mail

Når du begynder din uddannelse på Niels Brock, får du tildelt et bruger-ID, et password og en e-mailadresse. Både lærere, vejledere, elever og elevcentrets medarbejdere kan nemt slå adresser op i mailsystemet, og du har pligt til at bruge e-mailen i forbindelse med din skolegang. Kommunikation fra skolens ledelse, medarbejdere i elevcentret og studievejledningen sker via e-mail, og det er derfor vigtigt, at du tjekker din mail dagligt.

Evaluering

Du har den bedste mulighed for at præge din tid på Niels Brock. Du oplever undervisningen og miljøet på skolen på en måde, som skolens ledelse og medarbejdere ikke har mulighed for. Dine input er derfor vigtige for de beslutninger, vi træffer om, hvordan skolen skal udvikle sig.
På Niels Brock evaluerer vi på følgende måde:

  • Elevtrivselsundersøgelse (ETU) – et digitalt spørgeskema der udsendes én gang årligt fra Undervisningsministeriet.
  • Fagevalueringer, to gange årligt, en gang mundtligt med dine lærere og en gang via et digitalt spørgeskema.
  • Løbende SMS-målinger, fire gange årligt.

Ferieplan

Vi forventer, at du holder ferie i skolens ferieperioder. Hvis du afholder ferie på andre tidspunkter, vil det blive betragtet som fravær. I 2017-2018 ser ferieplanen således ud:

Efterårsferie Mandag den 16. oktober 2017 til og med fredag den 20. oktober 2017

Juleferie Onsdag den 20. december 2017 til og med tirsdag den 2. januar 2018

Vinterferie Mandag den 12. februar til og med fredag den 16. februar 2018

Påskeferie Mandag den 26. marts til og med mandag den 2. april 2018 

Store Bededag Fredag den 27. april 2018
Kristi Himmelfartsdag Torsdag den 10. maj 2018

Undervisningsfri dag Fredag den 11. maj 2018

Pinse Mandag den 21.mai 2018

Sommerferie Fredag den 29. juni til og med søndag den 12. august 2018

Gæster

Gymnasiet er et lærested for de elever, som går her. Derfor er det ikke tilladt at have gæster med på område. Gæster der har et ærinde, skal altid henvende sig i elevcentret.

Informationsskærme

På informationsskærmene, der er placeret forskellige steder i vores bygninger, finder du aktuelle oplysninger om fx faglige og sociale arrangementer samt andre vigtige informationer.

Kantine

De tre gymnasier har hver deres kantine. De er alle drevet af Chili Milli. I kantinen finder du et bredt udvalg af sunde retter til rimelige priser. Kantinen er med til at give et godt studiemiljø og er vigtigt for os alle. Pas godt på vores kantiner og ryd op efter dig selv.

Kommunikation og Information

Det meste af vores kommunikation og information er digitalt, ligesom langt de fleste undervisningsmaterialer ligeledes er digitale.

  • mitnielsbrock.dk, er vores læringsplatform, her finder du al det meste af den information som dine undervisere har til dig samt undervisningsmateriale.
  • Systime og nogle udenlandske forlag er vores leverandøre af digitale bøger. Du har adgang til bøgerne med dit Uni-login. Visse af de digitale bøger vil der være adgang til fra mitnielsbrock.dk.
  • UMS er vores skema og fraværs system. I UMS kan du se dit skema
  • Klasselærer. Hver klasse har en klasselærer, og så vidt det er muligt, vil det være den samme lærer alle tre år. En klasselærer sørger for at koordinere diverse opgaver mellem klassens øvrige lærere. Desuden skal klasselæreren også bidrage til, at klassen er et godt og velfungerende læringsfællesskab. Hvis der er problemer i klassen, er det en god idé at inddrage klasselæreren. 
  • Klassesammenlægninger
  • Det sker, at elever forlader gymnasiet, og derfor kan det blive nødvendigt indimellem at lægge klasser sammen. For at sikre klassernes læringsmiljø sker det dog altid i dialog med eleverne, klassernes lærere og skolens studievejledere.
    Legater
    På Niels Brocks hjemmeside kan du se en oversigt over, hvilke legater du kan søge. Du finder oversigten her https://www.brock.dk/om-niels-brock/niels-brock-foer-og- nu/legater/
    Lektioner/moduler
    På Niels Brocks handelsgymnasier er undervisningen tilrettelagt i lektioner/moduler af 100 minutters varighed. Det mener vi giver de bedste betingelser for dybdegående undervisning og for at eleverne kan arbejde selvstændigt med opgaveløsning.

Klasseundervisning

Vil typisk være opdelt i underaktiviteter hvor der dels vil være lærerstyret tavleundervisning, opgavegennemgang, gruppepræsentationer og elevdiskussioner, dels gruppearbejde med opgaver og cases, gruppediskussioner og endelig kan der være individuelle opgaver. Det betyder at du i løbet af et modul vil være aktiv i mange forskellige situationer og vil være både i klasseværelser, grupperum eller open learning.

Virtuel undervisning

Er typisk et par moduler på mitnielsbrock.dk, hvor du forventes at arbejde enten i en bestemt periode, f.eks. er opgaven kun åben for besvarelse på et bestemt tidspunkt eller du skal arbejde med noget bestemt materiale eller på en særlig måde f.eks. ved at gennemføre en test eller deltage i en trådet diskussion.

Fællesarealer

Open learning og grupperum er fælles arealer som kan bruges både i undervisningen og i jeres mellemtimer.

Fagdage, blokdage

Er dage hvor et enkelt eller flere fag vil fokusere på særlige emner. Det vil typisk være på tværs af årgange og fag.

Besøg på virksomheder og institutioner

Dine undervisere har et stort netværk og du vil opleve at I er enten på besøg på eller får besøg af virksomheder, organisationer eller deltager i kulturelle begivenheder. Det indgår som en del af undervisningen og er en værdifuldt variation i vores undervisning

Masterclasses

For de ekstra ihærdige elever udbyder vi på Niels Brock en række masterclasses inden for forskellige emner og fagretninger. Udviklingen og gennemførelsen af disse forløb foregår ofte i samarbejde med større danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Masterclass vil blive annonceret på Facebook og på mitnielsbrock.dk, og det er også her du finder tilmeldingsproceduren. På enkelte studieretninger vil der være obligatoriske masterclasses.

Printere og kopimaskiner

På Niels Brock bruger vi follow-you print. Det betyder, at du skal bruge dit studiekort på printeren, når du skal printe. Når du starter, er dit studiekort tanket op til brug.

Religiøst tilhørsforhold

Niels Brock bygger på et verdsligt og demokratisk værdigrundlag. Det betyder, at adfærd og påklædning, der rummer religiøse og udemokratiske budskaber ikke accepteres. Påklædning, der dækker for dele af eller hele ansigtet, er ikke forenelig med skolens principper for gennemførelse af undervisning.

Rengøring og oprydning

Skolen bliver rengjort hver dag, og alle har et ansvar for, at rengøringen kan komme til. Det betyder, at man rydder op efter sig selv, og at lokaler skal efterlades i ordentlig stand. Rengøringen er vigtig for, at vi kan bevare et godt indeklima på skolen.

Rygning

Niels Brock er en røgfri skole, og derfor må hverken elever eller ansatte ryge på skolens område. Forbuddet gælder også for elektroniske cigaretter. På Niels Brock sætter vi en stor ære i at bevare vores gode naboskab, og derfor er det vigtigt, at du kun ryger på de anviste steder.

Sikkerhed og evakuering

På Niels Brock gør vi meget for at skabe et trygt og sikkert skolemiljø, og vi har arbejdsgrupper, som beskæftiger sig med at skabe gode vilkår på skolen.

Det er vigtigt, at alle på Niels Brock er bekendt med de sikkerhedsmæssige procedurer i nødsituationer. I alle lokaler hænger der alarmeringsplaner, som viser, hvordan man skal forholde sig i forskellige slags nødsituationer. Niels Brock har et tæt samarbejde med Falck, som hvert år hjælper med at sikre, at vores beredskab er opdateret, hvis en krisesituation skulle opstå. På hver afdeling er der brandslukkere og hjertestartere, der er placeret lige ved elevcentrerne.

Ved fester på skolen varetager eksterne vagtfirmaer sikkerheden.

Skema

Vores skemalæggere gør alt, hvad de kan for at undgå mellemmoduler, og derfor kan dit skema løbende ændre sig. Det er derfor vigtigt, at du selv holder dig ajour med dit skema. Du kan altid se dit skema i ums.

SMS-service

Elevcentret bruger også indimellem SMS til at kommunikere vigtige beskeder ud til eleverne. Det er derfor vigtigt, at du opdaterer dine kontaktinformationer i skolens it- systemer.

Sociale medier

Alle Niels Brocks handelsgymnasier er aktive på Facebook og instagram. De af administreres af et udvalg af elever, undervisere og af Niels Brocks marketingafdeling i fællesskab.

Vi tolererer ikke oprettelse af gossip- og shaming-sider i Niels Brocks navn, uanset hvilket social eller trykt medie, der er tale om. Niels Brocks medieafdeling følger med i oprettelsen af sider, der uberettiget bruger Niels Brocks navn, og de lukkes så snart det opdages. Niels Brock accepterer selvfølgelig heller ikke mobning eller andre former for negativ og nedladende posts på Facebook.

På det enkelte gymnasiums Facebook kan du se gallerier fra diverse arrangementer, opslag om konkurrencer og skolens liv.

Niels Brocks hovedside: www.facebook.com/brockbook

Handelsgymnasiet JTP: www.facebook.com/HandelsgymnasietJTP

Innovationsgymnasiet: www.facebook.com/innovationsgymnasietnielsbrock

Det Internationale gymnasium: www.facebook.com/DetInternationaleGymnasium

SPS

Hvis du allerede er registreret som SPS elev, så kan du anføre det i din optagelsesansøgning og vi søger så for at du får den hjælp du skal have. Derudover så tester vi alle vores elever ved studiestart testet for forskellige kombinationer af ordblindhed. En af vores læsevejledere vil på baggrund af din test, vil sammen med dig følge op på om du skal kunne tilbydes særlig SPS hjælp, der typisk vil omfatte alt lige fra en særlig IT rygsæk over læsevejledning til forlængelse af eksamenstid.

Studiecafé

To gange om ugen er studiecaféen åben, hvor du kan få hjælp til lektierne. De der hjælper i studiecafeen er tidligere elever, der nu går på universitetet. De kender derfor de fleste af de faglige problemstillinger som du står med.

Studiekort

Når du begynder på Niels Brock, får du et studiekort. Det skal du blandt andet bruge til at få adgang til skolen og til at kopiere og udskrive fra skolens printere. Det er derfor vigtigt, at du har dit studiekort med hver dag. Hvis dit studiekort bortkommer, kan du mod betaling få et nyt via Niels Brocks webshop.

Studiekortet skal du også have med til dine eksaminer. Hvis du ikke har dit studiekort med, risikerer du at blive bortvist.

Studierejser

På langt de fleste af vores studieretninger indgår studierejser, der enten kan være kortere studieture eller længerevarende studieophold. Niels Brock samarbejder med Profilrejser, der står for det praktiske, herunder at oprette en særlig online informationsside for hver studierejse. Her kan du finde al relevant information om rejsen. Det er også via denne side, at du betaler for rejsen.

Studierejser er læringsaktiviteter, som vi forventer, du deltager i. Du betaler selv for studierejsen, der er et centralt og vigtigt element i din uddannelse. En studierejse er principielt forlagt undervisning, hvorfor vores forventninger til din studieaktivitet og deltagelse svarer til dem, som er gældende hjemme på gymnasiet. Derfor er det også gymnasiet, som beslutter hvilke destinationer, der rejses til. Du kan læse om de overordnede regler og retningslinjer for både kortere studieture og længerevarende studieophold her.

Det kan ske, at gymnasiet i særlige tilfælde må meddele en elev, at vedkommende ikke kan komme med på en studierejse. Det kan for eksempel ske efter en individuel faglig vurdering, eller hvis eleven har udvist adfærd, som bliver vurderet til at være uhensigtsmæssig i forhold til en studierejse.

Statens Uddannelsesstøtte (SU)

Når du bliver 18 år, kan du søge om SU, som er en økonomisk hjælp, du kan få, mens du uddanner dig.
På www.su.dk finder du regler og andre relevante informationer om SU, og det er også her, du selv ansøger om at modtage SU. På skolen har vi også et par SU-vejledere, der kan hjælpe dig, hvis hjemmesiden ikke kan give dig svar på dine spørgsmål.

Studievalg København

Studievalg København har ansvaret for at vejleder dig i dit valg af videregående uddannelse, og du vil flere gange i løbet af din tid på Niels Brock stifte bekendtskab med Studievalg København. Du kan læse mere på deres hjemmesidehttps://www.ug.dk/studievalg/studievalgkbh/om-studievalg-koebenhavn

Studievejledning

Der er tilknyttet en studievejleder til hver studieretning, og studievejlederen står til rådighed for små og store spørgsmål, hvad enten de er faglige eller af mere personlig karakter.

Studievejledningens primære formål er at hjælpe dig til at gennemføre din gymnasieuddannelse. Hvad enten du oplever personlige, faglige eller sociale udfordringer, kan det være et skridt i den rigtige retning at starte med at vende det med en anden. Studievejledere har naturligvis tavshedspligt.

På mitnielsbrock.dk kan du, se hvem der er studievejledere på det gymnasium, som du går på. 

Ungdomskort

Når du er elev på en ungdomsuddannelse, har du mulighed for at få et ungdomskort, som er et kort, der giver dig rabat på din daglige transport fra din bopæl til dit uddannelsessted.Du kan søge om ungdomskort på www.ungdomskort.dk, hvor du også finder flere oplysninger.

Tyverier

Gymnasierne har til huse i ret tilgængelige bygninger, så du skal selv passe på dine ting. Det er desværre sket, at har været tyverier, og derfor bør du ikke efterlade computer, penge og andre værdigenstande i klasselokalet. Niels Brock erstatter ikke mistede værdier – dette er et anliggende for din egen eller dine forældres forsikring. Dette gælder også, når du for eksempel hænger dit overtøj i en garderobe ved fester og lignende.

Kontakt

Det internationale gymnasium

Linnesgade 2 · 1360 København K · Telefon 33 41 91 00 · linnesgade@brock.dk

Innovationsgymnasiet

Julius Thomsens plads 10 · 1360 København K · Telefon 33 41 91 00 · julius@brock.dk

Handelsgymnasiet JTP

Julius Thomsens Plads 6 · 1360 København K · Telefon 33 41 91 00 · julius@brock.dk